Danmarks Strandguide - Djursland


Tyskertårnet og Buurs Klint

En bid af syden

Området omkring Tyskertårnet har næsten Middelhavsstemning, komplet med en lille, dansk fugleedderkop, og fra tårnet er der en storslået udsigt. Der er mulighed for primitiv overnatning, og fiskeriet fra kysten er godt.
Vis mere information

Luften er krydret af urter, græs og salt. Solen bager, græshopperne sitrer i højsommerheden, og sommerfugle flakser rundt i mange farver. Når man vandrer på de smalle stier højt oppe over det vældige hav med udsigt til øer og fjernere kystlinjer, kan det føles som at vandre ved Middelhavet, og den fornemmelse er ikke helt gal. Den sydlige del af Helgenæs er blandt landets varmeste og tørreste områder, og mikroklimaet giver dyr og planter muligheder, de normalt ikke finder i Danmark.

Blandt de eksotiske dyr, som trives her, er den danske fugleedderkop. Og jo, sådan en har vi i Danmark, men selv mennesker med voldsom edderkoppeskræk kan roligt gå ved Tyskertårnet og den høje Buurs Klint. Fugleedderkoppen er så godt gemt, at det først for få år siden er gået op for forskerne, at den findes her. Den var anset for uddød i mange år. Den danske fugleedderkop er en minimodel af tropernes, bygget så tæt og stærkt som en kampvogn og med giftkroge, der kan bide en græshoppe midt over. Men den lever skjult i jorden. Først i oktober kan man være heldig at se den, når hannerne går på jagt efter hunner at parre sig med. Er han heldig, finder han en hun. Er han meget heldig, slipper han levende fra mødet.

Tyskertårnet er et levn fra 2. Verdenskrig, hvor det var radartårn. I dag er det et mål for nogle af de vandreture, der krydser sydspidsen af Helgenæs. Fra stranden er fiskeriet godt, og der er en primitiv lejrplads med bålpladser i nærheden, så man kan tage en overnatning og med lidt held indtage en aftensmad af egne friskfangede fisk.


Farligt dybt vandFiskevandSnorklingParaglidingVandringGeologi
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56° 5'57.03"N 10°31'37.81"E
    (56.0992 10.5272)
  • Sydvendt stenstrand
  • P-plads ved fyret
  • Offentlige arealer
  • Side i bogen: 94
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Blåmusling

Blåmusling

Blåmuslingen er meget udbredt i de danske farvande. Den bliver op til 10 cm lang og ånder ved gæller, men kan godt tåle kortvarig udtørring ved lavvande. Ved hjælp af særlige hæftetråde fæstner den sig til sten, pæle og skibsskrog.

Læs mere

Strandarve

Strandarve

Strandarve er en saftig lille hårdfør plante som vokser på sandstrande og strandvolde, hvor sandet gemmer næring fra rådnende tangplanter. Den tåler saltvandssprøjt og vokser hurtigt op igen, hvis den dækkes af flyvesand.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden