Danmarks Strandguide - Djursland


Ebeltoft Færgehavnslagune

Beskyttet badeland

Den gamle nødhavn er nu en af Djurslands mest børnevenlige strande. Det er let at parkere her, og stranden ligger også i nem cykelafstand fra Ebeltoft. Mange lokale finder hertil, og her er ofte wind- og kitesurfere.
Vis mere information

Oprindelig var det en nødhavn, nu er det en af Djurslands mest børnevenlige sandstrande. Mellem færgelejet i Ebeltoft og den store vindmøllemole er der opstået en strand med fin sandbund, og da her tilmed er let at komme til at parkere, er den hurtigt blevet populær. Den beskyttede beliggenhed tiltrækker også kite- og windsurfere, og ved aftentid finder mange lokale herned for lige at lufte hunden eller løbe en tur.

Stranden er opstået i nyere tid og er skabt af færgehavnen. Molerne opfanger sandet, der ellers ville have lejret sig andre steder, og samtidig er molerne med til at beskytte området, næsten uanset vindretning. Kun hvis vinden er i sydvest, er her åbent.

Molerne er også tilholdssted for en lang række fisk og fugle. Skarverne sidder her tit og tørrer vinger, de store sølvmåger gør dem selskab på stenene ofte suppleret af den endnu større måge svartbagen. I det hele taget er området omkring færgehavnen et godt sted at kigge på fugle året rundt. Edderfugle, sortænder og andre svømmefugle raster ude på havet. Inde på strandengen trives vadefugle og i krattet bagved en mængde småfugle. Samtidig er det et af Djurslands bedste steder at se fugletræk. På en god dag kan over 50.000 fugle trække over området.

Vindmøllemolen er populær blandt lystfiskerne, der her kan kaste lokkemaden ud på pæn dybde uden at få våde fødder selv. Fladfisk er her en del af, og ved molerne også multe. De er dog svære at fange – harpunen er bedre. Da vindmølleområdet blev indviet i 1985, var her 16 møller. De er nu erstattet af fire langt større.


ParkeringHandicapvenligBørnevenligBadningLavt vandNudismeFiskevandSnorklingHavkajakWindsurfingKitesurfingParaglidingVandringFuglelokalitet
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56° 9'32.77"N 10°39'59.19"E
    (56.1591 10.6664)
  • Sydvestvendt sandstrand
  • P-plads
  • Offentlig strand
  • Side i bogen: 139
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Ålegræs

Ålegræs

Ålegræs, eller Bændeltang som den også kaldes, har intet med tang at gøre, men er den eneste blomsterplante i de danske farvande med rødder, stængel og blade. Ålegræsbælter er et yndet levested for mange småfisk, snegle, muslinger og krebsdyr.

Læs mere

Knivmusling

Knivmusling

Knivmuslingen er en af strandens mest karakteristiske muslingearter med sin langstrakte form. I England kaldes den med god grund for barberbladsmusling. Knivmuslingen ses ofte opskyllet i stort antal på stranden.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden