Danmarks Strandguide - Djursland


Boeslum Strand

De lokales favorit

Blåt flag, fin, fast sandbund hele vejen ud, iskiosk og brede strandenge er med til at gøre Boeslum til en lokal favorit blandt Ebeltofts indbyggere. Cykelafstand fra byen og gode p-forhold for bilister.
Vis mere information

En højsommerdag er Boeslum Strand en af Djurslands travleste. Mange af Ebeltofts indbyggere har Blå Flagstranden som den absolutte favorit, for her er vandet klart og friskt selv på varme dage, man kan køre eller cykle hertil, og der er alle faciliteter, også iskiosk og toiletbygning. Tilmed er der de fleste år sandbund langt ud med små fine vaskebræt-revler og større revler ind imellem. Hvis der er stenet, hvor man går i vandet, skal man som regel ikke mange meter til den ene eller anden side, før der er sandbund igen.

Sommerhusområdet bagved er også fyldt godt op i skolernes sommerferie, men det er stadig plads på strandene, og der er smuk natur i området. På vej til stranden kan man de fleste år lige ved indkørslen til sommerhusområdet se en mark, der er helt blå i juli. Det er den statelige plante slangehoved, der vokser her. Den er en af de arter, der godt kan lide den varme, magre sandbund. Selve sandstranden ved Boeslum er de fleste steder smal, til gengæld er her blomstrende græsflader at ligge på. Blåklokke, gul evighedsblomst, den ret sjældne blodrød storkenæb, rosenkatost, gul snerre, hedelyng og mange flere er med til at sætte kulør på stranden om sommeren.

Om vinteren er den en populær vandretursstrand, hvor man kan blive blæst godt igennem ved den åbne kyst eller i roligere vejr slå smut. En gang imellem kan man se marsvin og sæler i området, særligt hvis man bevæger sig hen mod skrænterne mod syd.

Mellem Dråby og Boeslum er det flade område Gungerne ved at blive et vådområde igen. Det er en gammel sø, der blev drænet, men jorden har sat sig og er blevet fugtigere, og der er overvejelser om at genskabe søen.


ParkeringToiletterDrikkevandKioskBørnevenligBadningMiddeldybt vandNudismeFiskevandSlæbestedSnorklingHavkajakWindsurfingKitesurfingVandringGeologiShelter
  • Område: Østkysten
  • Koordinater:
    56°12'9.88"N 10°44'0.88"E
    (56.2027 10.7336)
  • Østvendt sand- og stenstrand
  • P-plads
  • Offentlig og privat strand
  • Side i bogen: 161
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Engelskgræs

Engelskgræs

Engelskgræs er meget almindelig på strandenge og ved saltede vejrabatter, hvor den om foråret danner et imponerende og romantisk blomsterdække. Særlige saltudskillende kirtler gør den hårdfør overfor salt i jordbunden.

Læs mere

Vandmand

Vandmand

Vandmand, også kaldet øregople optræder i stort antal langs Danmarks kyster. Vandmanden består af ca. 95% vand og er derfor uden nævneværdige fjender, på nær særlige krebsdyr, kaldet goplelus, som æder vandmandens fire halvrunde kønsorganer.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden