Danmarks Strandguide - Djursland


Gjerrild Nordstrand

Sandstrand for slotsherre

Glimrende badestrand der sagtens kan måle sig med nogle af de bedre kendte. God plads og mulighed for de fleste strandaktiviteter.
Vis mere information

Klassisk scene fra bred sandstrand: Børnene er – forsynet med skovl og spand – godt i gang med at lave fantasifulde sandslotte. Muslingeskaller, blomster og havsneglehuse skal pryde bygningsværket. De voksne bliver bedt om lige at hjælpe med at hente noget vand ... og pludselig har de overtaget hele projektet.

Der er bare noget ved at bygge sandslotte, som kan få både voksne og børn til at bruge timer på stranden. Måske fordi sandet er så let at forme, måske fordi det er fascinerende, at det hele er væk kort tid efter. Gjerrild Nordstrand er sådan en strand, hvor de fleste børn når at bygge flere slotte end Christian den Fjerde.

Det er en af de strande, der kan det meste: Fin sandbund, børnevenlig, bred sandstrand med ekstra fint sand, flot natur, muligheder for at sætte joller og kajakker i vandet, fugletræk, marsvin og sæler, godt lystfiskeri, kite- og windsurfing, paragliding, drageflyvning ... mulighederne er utallige. Her er samtidig let at komme til med gode stier til gående og cyklende og p-pladser til bilisterne. Tilmed er her god plads, for stranden er bred, og måske tiltrækker nogle af områdets bedre kendte strande flere.

Skal der endelig være en slange i paradiset, må det være, at her ikke er en kiosk, og her er ikke handicapvenlige faciliteter.

Området blev fredet i 1974. Indtil da blev der gravet ral og sten i baglandet. I dag er de fleste ralgrave groet til og blevet voksested for et rigt planteliv, blandt andet sjældne orkideer som purpur-gøgeurt og skovgøgeurt. De blomstrer i den tidlige sommer og må under ingen omstændigheder plukkes.


ParkeringToiletterDrikkevandBørnevenligBadningMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedSnorklingHavkajakWindsurfingKitesurfingVandringFuglelokalitetGeologiCamping
  • Område: Nordkysten
  • Koordinater:
    56°31'58.29"N 10°48'39.43"E
    (56.5329 10.811)
  • Nordvendt sandstrand
  • P-pladser
  • Offentlig strand
  • Side i bogen: 212
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Marsvin

Marsvin

Marsvinet er en af verdens mindste hvaler og almindeligt forekommende i alle danske farvande undtagen Østersøen. Føden består primært af fisk som torsk og sildefisk, men marsvinet tager også blæksprutter og krebsdyr.

Læs mere

Ene

Ene

Ene er en stedsegrøn, olieholdig busk med spiselige blå kogler. Den ses ofte på åbne hedearealer og magre sandjorde. Langs kysterne vokser en lav form af planten. Under de rette forhold kan Ene blive over 1.000 år gammel.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden