Danmarks Strandguide - Djursland


Følle Bund

Fuglenes favorit

Naturen er blevet genoprettet i Følle Bund, og det har gjort området til et favoritsted for fugle og særlige planter som orkideer. En badebro sørger for, at man også kan få en dukkert, og så er det et oplagt sted til en picnic efter en rask vandre- eller cykeltur.
Vis mere information

Man kan fint bade her, stedet er elsket af kajakfolket, og en snorkeltur byder på masser af kig til småfisk, krabber og krebsdyr. Men det er fuglene, der gør Følle Bund til noget helt specielt.

Følle Bund er et strandengsområde, næsten en slags delta, der, hvor Knubbro Bæk løber ud i Følle Vig. I 1930’erne blev området drænet og udlagt til kreaturgræsning. Men i 2004 blev planer om at genskabe den oprindelige strandeng til virkelighed. I dag er dette yderste hjørne af Nationalpark Mols Bjerge et eksempel på, hvor stor betydning et naturgenopretningsprojekt kan have.

Fuglene har generobret stedet i stor stil. Blandt ynglefuglene er vibe, rødben, brushane, strandskade, dobbeltbekkasin, præstekrave, sanglærke og engpiber. Og om vinteren benytter store flokke af sangsvaner og grågæs Følle Bund som pensionat.

Mange planter trives også med at have fået de våde og til tider oversvømmede engarealer tilbage. Det gælder blandt andet flere orkidéarter. I rørskovene, der er opstået omkring den slyngede bæk, yngler flere af vores fredede paddearter. Lystfiskerne venter nu bare på, at ørrederne begynder at gå op i bækken for at gyde – så kan Følle Vig blive et endnu bedre fiskevand.

Der er gode muligheder for at nyde hele herligheden fra et fugletårn, og der er anlagt flere stier rundt i området. På den måde er Følle Bund ikke bare blevet en topoplevelse for fuglene, men et yndet rekreativt område for de lokale indbyggere. Så tag frokosten med, og nyd den i selskab med fuglene efter en god vandre- eller badetur.


BørnevenligBadningBadebroMiddeldybt vandFiskevandSnorklingHavkajakVandring
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56°17'29.97"N 10°26'56.48"E
    (56.2917 10.449)
  • Østvendt stenstrand og badebro
  • Privat P-plads
  • Privat strand
  • Side i bogen: 44
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Vandmand

Vandmand

Vandmand, også kaldet øregople optræder i stort antal langs Danmarks kyster. Vandmanden består af ca. 95% vand og er derfor uden nævneværdige fjender, på nær særlige krebsdyr, kaldet goplelus, som æder vandmandens fire halvrunde kønsorganer.

Læs mere

Brandmand

Brandmand

Rød brandmand er den største gople i de danske farvande. Den måler op til ca. 50 cm i diameter, med et slæb af flere meter lange næsten usynlige tråde med giftige nældeceller. Brandmanden træffes ofte nær kysten i fralandsvind.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden