Danmarks Strandguide - Djursland


Fjellerup Strands Camping

Driverliv i klitten

De unge og børnefamilierne flokkes i klitterne ved campingpladsen. Selve stranden er meget børnevenlig, og der er gode faciliteter.
Vis mere information

De kommer her alle sammen: de unge, de ældre, de aktive og de, der bare godt kan lide at ligge i solen. Men først og fremmest kommer børnefamilierne til den lavvandede sandstrand ved Fjellerup Strands Camping.

Stranden ligger i den vestligste ende af den kilometerlange Fjellerup Strand, og det er langt fra kun campingpladsens gæster, den tiltrækker. Campingpladsen ligger i et stort sommerhusområde, som er blevet udbygget ad flere omgange, og også badegæster fra resten af Djursland kan finde på at drage mod Fjellerup.

Det er en af de livligste strande i området på en varm sommerdag, hvor muligheden for at kunne bade, drive, spise is, møde andre, bygge sandslotte, spille bold og gå eller cykle lange ture langs vandet er nogle af attraktionerne. Heldigvis er her god plads, så det er sjældent, man ikke kan finde en forholdsvis rolig plet. Selve campingpladsen ligger unikt, men der kan være trafik på Klitvej, der løber mellem pladsen og stranden.

Ude i vandet kommer marsvin og sæler ofte forbi. De mange revler der bliver tørlagt ved lavvande, og så myldrer vade- og havfugle til for at spise løs af muslinger, orm og smådyr, der er lige til at snuppe i en mundfuld. Fiskeriet er godt, og der er mange spor efter tidligere tider, hvor en større del af befolkningen levede af fiskeriet. I dag er det mest lysfiskere, men i Fjellerup er der stadig nogle af landets sidste bundgarnsfiskere.

Oppe i baglandet ligger godset Meilgaard, hvor der ofte holdes koncerter om sommeren. Slottets historie går tilbage til 1300-tallet, og der er også en slotskro, som har åbent hele året.


ParkeringToiletterDrikkevandKioskHandicapvenligBørnevenligBadningLavt vandFiskevandSnorklingHavkajakWindsurfingKitesurfingVandringCamping
  • Område: Nordkysten
  • Koordinater:
    56°31'2.26"N 10°35'19.18"E
    (56.5173 10.5887)
  • Nordvendt sand- og stenstrand
  • P-plads
  • Offentlig strand
  • Side i bogen: 220
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Sandorm

Sandorm

Selvom sandormen findes i imponerende mængder i de danske farvande, ses den sjældent. Nedgravet 10-20 cm nede i sandbunden lever sandormen af at filtrere sandet for organisk materiale. Kun ekskrementhobene afslører, hvor dyrene er.

Læs mere

Marehalm

Marehalm

Marehalm er udbredt på sand- og stenstrand, hvor den står tættere på havets næringsrige tangopskyl end Sand-Hjælme, som den ofte forveksles med. Tætte bevoksninger holder sandflugten nede. Mange cikader lever på og af Marehalm.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden