Danmarks Strandguide - Djursland


Knebel Bro

Søvejens stationsby

Engang var Knebelbro et centrum for den livlige trafik med små og store skibe i hele området. I dag er det en lille, men livlig havn, hvor man sagtens kan tilbringe nogle timer med at grille eller fange krabber. Og Mols Bjerge er lige i nærheden for dem, der gerne vil have en ordentlig vandretur.
Vis mere information

Knebelbro er en favorit blandt mange sejlere, og den lille, men livlige og moderne havn er samtidig et udflugtsmål for de mange turister, der slentrer omkring, kigger på både og huse eller nyder den medbragte madpakke.

Man kan også bare tage grillmad med og lave det på stedet. Der er flere grillpladser og tilmed en røgeovn, som man kan bruge. Det sidste benytter de mange lyst- og fritidsfiskere sig hyppigt af, for Knebel Vig er et godt fiskested.

Byen er speciel på flere måder. Byggestilen findes ikke mage til andre steder på egnen med facader helt tæt ved siden af hinanden ud til vejen, og bebyggelsen er ganske smal. Der er ikke plads til andet, for vandet ligger foran og en del af Mols Bjerge stejlt ned i baghaven så at sige.

Historien er også speciel. Byen er blevet kaldt søvejens svar på en stationsby, og sandt er det, at den lige som stationsbyerne er opstået omkring en transportvej. I dette tilfælde skete transporten bare til søs. Sidst i 1800-tallet foregik der en vældig trafik i hele Aarhusbugten, som Knebel Vig er en del af. Dampskibe og småskibe sejlede med varer og mennesker, og den første moderne anløbsbro til den trafik kom netop til at ligge i Knebelbro, fordi vandet er dybt tæt under land. Faktisk så dybt, at kong Christian den 10. lod kongeskibet lægge til og gik i land.

Man kan godt bade ved Knebelbro. Der er en badebro til formålet, men bunden er typisk fjordbund og dermed mere mudret end ved de åbne kyster.


ParkeringToiletterDrikkevandHandicapvenligBørnevenligBadningBadebroMiddeldybt vandFiskevandSlæbestedHavkajakWindsurfingKitesurfing
  • Område: Sydkysten
  • Koordinater:
    56°12'13.37"N 10°28'17.78"E
    (56.2037 10.4716)
  • Vestvendt havn
  • P-plads
  • Offentlig havn
  • Side i bogen: 62
Minikort af Djursland/Anholt

Uddrag fra Feltguiden

Brandmand

Brandmand

Rød brandmand er den største gople i de danske farvande. Den måler op til ca. 50 cm i diameter, med et slæb af flere meter lange næsten usynlige tråde med giftige nældeceller. Brandmanden træffes ofte nær kysten i fralandsvind.

Læs mere

Hybenrose

Hybenrose

Hybenrose, eller Rynket rose som den også kaldes, er en smuk strandplante, men desværre på listen over landskabsukrudt. Planten er indslæbt til Danmark, hvor den på strande og klitter udkonkurrerer naturligt hjemmehørende plantearter.

Læs mere

Klik her for at se flere strand-fakta fra Feltguiden